fredag den 1. august 2014

Orofluido beauty elixir - hårolien du får lyst til at slikke af!



Før jeg prøvede denne Orofluido hårolie, var jeg en tilfreds bruger af den lyserøde hårolie fra Kerastase, der oser af fransk overdådighed - men som egentlig mest af alt er en silikonebaseret, snasket fætter, der dufter lidt af roser. Nuvel, man skal ikke undervurdere den franske sans for marketing, så selvfølgelig vil jeg give den så meget credit, at den i sandhed fik spidserne til at blive bløde. Silikone, you know... Kan gøre mange ting. Udover den sjat ægte olie, der var i skidtet.

Imidlertid var indholdet i den lyserøde flaske begyndt at lugte spøjst. Og så ved vi jo godt, at det er på tide at sige "hasta la vista sistah!" når den slags sker. Så ned i pedelspanden den kom - og direkte ind fra catwalken, direkte ned på hylden, svævede denne sag, med sensuel elegance og overlegent kattesmil på læben, mens hun gjorde et lille spjæt med halen. Yessir, her er en ÆGTE diva-olie, om jeg må be'!

Silikonebaserede hårolier er en ting - de rigtige hårolier er noget andet. Så meget kan jeg sige nu. Jeg har nu prøvet begge dele. Den tætteste konkurrent til Orofluidos olie er nok Morrocanoil, der er lige så tyktflydende, men denne her dufter altså bedre...

Forskellen på silikonebaserede olier og oliebaserede hårolier

Den gamle - altså Kerastase-dåsen - havde en grum tendens til at klistre på fingrene, også selvom jeg prøvede at vaske grabberne i varmt vand bagefter. Både håndklædet og tøjet fik resterne af "olien" - til stor fortrydelse for mine skjorter og håndklæderne. Ok, den farver dem ikke, men træls alligevel.
En meget stor del af denne olie består af silikone, som lægger sig udenpå håret i et par dage, indtil du vasker håret igen. Til gengæld trænger den ikke rigtigt ind i håret, men lægger sig som en letvægtskarklud udenpå.

Da jeg fik mine lange gulerødder på denne her olie til gengæld... uha-uha-uha.
Der er en verden til forskel. Orofluido Beauty Elixir består af 3 forskellige slags olier: Argan-olie (og det ved vi jo allesammen er blevet udråbt til hele verdens NO 1 awesome-agtige skønhedstip), cypress-olie og hørfrø-olie.

Alle olierne kommer fra naturlige ingredienser, og det betyder, at deres molekyler er nogle sindssygt awesome fætre, som trænger lynhurtigt ind i håret uden at lægge sig i kø udenfor i soveposer og campingstole. Det er lige før jeg ville sige du kan bruge den på huden. Eller på det knirkende dørhåndtag. Hvad du nu lige kan finde på. Men mest af alt gør de hårstråene ufattelig taknemmelige. Især hvis du putter skidtet i håret.
Samtidig indeholder alle olierne essentielle fedtsyrer og du ved, hvad Arne Astrup siger... Så spis - øh, tilsæt - du bare den daglige olie til dit hårmåltid, og så er alle glade. Ihvertfald dit hår. Og dig.
Forhåbentlig.

Resultat?

De fleste hårolier kan bruges i både vådt og tørt hår. Jeg bruger det typisk i håndklædetørt hår efter badet. Og da jeg brugte Orofluido-snasken gloede jeg godt nok en ekstra gang: Ikke nogen fedtede hænder. Ikke nogen klamme håndklæder. Ikke noget fedt på tøjet. Det hele trænger ind, og gør mine hænder lækre bløde bagefter som en bonuseffekt. Og når du hælder den lille gule klat ud i klør fem... så skyd mig, hvis ikke en lille del af dig har lyst til at tage en prøvesmagning. Det dufter simpelthen uimodståeligt af vanilje og slik :P

Efter 3-4 ugers brug ved jeg nu:

  1. At der fandenfisme er forskel på hårolier, der er silikonebaserede og så de RIGTIGE hårolier, der rent faktisk består af reelle olier.
  2. At Orofluido dufter som noget, der burde forbydes, for jeg har lyst til at spise det, hver gang det verdamte låg kommer af...
  3. At jeg aldrig-aldrig-aldrig mere har lyst til at bruge Kerastase hårolie. 

Olien kan fås i både 50 og 100 ml. Orofluido producerer desuden både shampoo, hårmasker og shine-spray - alle med de samme lækre ingredienser i. Jeg har ikke prøvet dem - men kunne forestille mig, at især hårmaskerne kunne være idelle efter sådan en omgang sommerferie, hvor håret har været dyppet i både salt- og poolvand. Jeg kan dog ikke love, at grønt poolhår vil blive glad igen. Det må du snakke med din frisør om. Og måske din pengepung.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar